Hudpleje og livsstil

Hvordan påvirker livsstil og årstider huden?

Sæson
Om sommeren medfører varmere temperaturer en øget produktion af hudtalg, mens lavere temperaturer om vinteren virker mere udtørrende på huden.

Det kan derfor være en god idé at bruge cremer med varierende fedtindhold alt efter sæson. Hvis man bader i saltvand (sædvanligvis om sommeren), kan det have en gavnlig effekt på huden, fordi det er med til  at fjerne døde hudceller og mindske hudirritationer.

Livsstil
Vores livsstil har betydning for vores velvære og vores sundhed, også når det gælder huden. Vi ved, at både psykisk og fysisk stress (for eksempel arbejdsstress, manglende søvn) kan føre til et højere niveau af stresshormoner i kroppen, og at dette kan føre til ændringer i huden som kan bidrage til en  betændelsestilstand.

Det er derfor ikke mærkeligt, at visse hudsygdomme såsom psoriasis og eksem kan blive værre af stress, og at den normale hud også lader sig påvirke af livsstilen.

Vand
Der er ikke lavet meget forskning på dette område, men indtil nu er der ikke påvist, nogle varige effekter på huden, hvis man drikker store mængder vand.

Hvis man over kort tid drikker ekstra meget vand, kan det dog medføre en fortykkelse af læderhuden, fordi vandet ophober sig i huden – det kaldes også for ødem. Ødemer får huden til at virke mere fyldig, men effekten forsvinder så snart nyrerne har reguleret kroppens vandindhold ved at udskille det ekstra vand gennem urinen.

Man har altså ikke kunnet påvise, at et øget vandindtag har nogen effekt på hudens yderste lag. Er man derimod kraftigt dehydreret, vil huden være mindre elastisk og tyk, og det bedste råd må derfor være at drikke vand efter behov i løbet af dagen.

Tør hud skal have tilført fugt udefra (i form af fugtighedsreme) for at genetablere hudbarrieren. Det er ikke nok kun at drikke vand.

Kost og motion
Sammenhængen mellem kost, motion og positive/negative effekter på huden har forskningsmæssigt været svære at vise, idet mange faktorer kan spille ind på forskningsresultaterne.

Nylig forskning tyder dog på, at regelmæssig motion har en gavnlig effekt på tykkelsen af læderhuden og dermed på hudens aldring. De fleste studier, der har undersøgt kostens indflydelse på huden har fokuseret på hudsygdommen acne (bumser og hudorme). Man har blandt andet vist, at store ændringer i sammensætningen og mængden af mad kan føre til målbare ændringer i hudens produktion af talg.

Derudover har undersøgelser  vist, at hvis man spiser mad, der  får blodsukkeret til at stige meget, har det sammenhæng med udviklingen af acne. Stort indtag af mælk og mælkeprodukter er også i søgelyset for at give større risiko for at udvikle acne, men der er endnu ikke tilstrækkeligt stærke beviser for sammenhængen.

Rygning
Rygning har mange negative effekter på helbredet, også når det gælder huden. Rygere kan udvikle gulfarvning and fingre og negle og mørkfarvede pletter på tandkødet.

Den hyppigste effekt som rygning har på huden er tidlig aldring af huden ofte med tydelige og flere hudrynker og en grålig farve i huden. Huden har desuden en tendens til at miste sin elasticitet og til at være mere skrøbelig.

Undersøgelser har også vist negative effekter på huden, hvis man i længere tid har været udsat for passiv rygning. Rygning nedsætter hudens evne til at hele  og forstørrer risikoen for komplikationer ved sår (infektion, nekrose) efter en operation .

Sol
Solens stråler har stor indflydelse på hudens udseende, og langt de fleste uønskede ændringer i huden kommer af solbadning.

Hvis man meget ofte er udsat for sol – enten hvis man solbader meget tit, eller hvis man i sit erhverv arbejder i det fri – vil huden ældes tidligere og fremstå grov med dybe rynker og ujævn pigmentering.

I mikroskopet kan disse ændringer ses som svære forandringer i bindevævet og dermed nedsat elasticitet i huden. Derudover øger soldyrkning og solskoldninger risikoen for at udvikle hudkræft og modermærkekræft. Om sommeren bør man derfor beskytte huden mod solen ved at søge skygge, når solen står højest og bruge solcreme med passende solfaktor (faktor 15 eller mere).

Når solen rammer huden dannes der D-vitamin, som især er vigtig for vores optag af kalk. Man danner stadig tilstrækkelig D-vitamin i huden, selvom man beskytter sig mod solen med solcreme.

Læs mere om hud:

Test din viden om hud

Hudpleje

Hudtyper

Hudens opbygning